Pædagogiske profil

Clio Onlines tredje produkt

Vores første produkt var søsterportalen danskhistorie.dk. Idéen til at lave internetbaserede undervisningsmaterialer fik vi gennem vores studietid, hvor vi arbejdede med formidling af historisk viden til folkeskoleelever på forskellige museer.

Her fandt vi hurtigt ud af, at eleverne fandt historie og samfundsmæssige spørgsmål meget mere interessant, når man formidlede viden på en sjov og anderledes måde. Indholdet i undervisningen skulle også være relevant, meningsfyldt og interessant for eleverne.

Dertil er internettet en oplagt mulighed for at få så mange sanser som muligt i spil gennem elevernes arbejde med artikler, film, lyd, opgaver og meget mere. En anden fordel ved dette medie er, at indholdet kan opdateres løbende og ajourføres, så undervisningen sker i sammenhæng med, hvad der rører sig i elevernes nære verden såvel som i samfundet generelt.

Det pædagogiske aspekt

På Samfundsfaget.dk er artiklerne og aktiviteterne ikke lavet ud fra én bestemt pædagogisk grundtanke eller et bestemt syn på eleverne. Derimod forsøger vi i arbejdet med artiklerne og især aktiviteterne at inddrage så mange forskellige tilgange til eleverne og deres læring, som det er muligt.

Meningen med portalens opbygning og inddeling i emner er at give læreren frie rammer i forhold til planlægningen og struktureringen af undervisningen. Som en hjælp til dette giver vi læreren mulighed for mange forskellige tilgange til temaer, arbejdsformer, opgavetyper, løbende såvel som afsluttende evaluering og støtte til eleverne i form af forskellige notatteknikker.

Undervisningsdifferentiering

På Samfundsfaget.dk er det vigtigt, at alle elever kan være med, og at de får en god oplevelse, samtidig med at de lærer om politik, økonomi og kultur, brugen af samfundsfaget og de mange andre af fagets facetter. Derfor har vi skabt så mange muligheder for undervisningsdifferentiering som muligt på Samfundsfaget.dk.

Eleverne kan fx læse de samme artikler i to sværhedsgrader, og teksten kan blive læst højt, så eleverne kan få støtte under læsningen af artiklerne.

Elevernes forskellige forforståelser og ordforråd er der taget højde for i form af billeder, faktabokse, pudsige anekdoter og ordforklaringer i teksterne.

Materialets opbygning giver desuden lærer og elev mulighed for sammen at udvælge temaer og emner, som eleverne skal arbejde lidt ekstra med – fx sammenhængsforståelsen eller et bestemt dilemma eller et tema.

Af Louise Herping Jørgensen
Opdateret 1. januar 2010