Konfliktstof i medierne

Mange af mediernes historier handler om konflikter. Konflikt er med i de fem nyhedskriterier og et af dem, der bruges mest.

Konflikt giver spændende historier

En god historie skal gerne rumme en konflikt eller en anden form for interessemodsætning. Konflikthistorier handler derfor om to eller flere parter, der er uenige om en sag, og som derfor støder sammen. Konflikt fungerer godt som drivkraft i en historie, fordi konflikter kan være med til at stimulere vores nysgerrighed og presse os til at vælge side.

I konflikterne bliver historierne sat mere på spidsen, og det handler tit om livets mest dramatiske og voldsomme begivenheder. På den måde er konflikthistorier dragende og kan være med til at give læseren eller seeren spænding i hverdagen.

Identifikation

En god historie skal derfor gerne have nogle modsætninger, hvor det bliver muligt for os at tage stilling til historiens problemstilling. En god konflikthistorie kræver derfor, at vi kan identificere os med en af parterne i konflikten. Det sker fx i historierne om oprørernes kamp for Libyens frigørelse fra Muammar Gadaffi og hans styre. Her er der ingen tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

Konflikthistorier

Medierne er fyldt med forskellige typer af konflikthistorier. Et nyt eksempel er kampen om den moske, der er planer om at bygge i København. Mange vil gerne have en stor, ny moske med tårne, men lige så mange er imod den og siger, at den ikke passer ind. Det er en klassisk konflikthistorie. Nogle andre eksempler er de danske soldater, der er i kamp mod Taleban i Afghanistan, eller det dramatiske brud, der skete mellem Peter og Amalie fra Paradise Hotel.

Jagten på konflikt

Flere medieeksperter peger på, at der er sket en kraftig stigning i antallet af konflikthistorier i de sidste 10 år. Det er en udvikling, som medieforbrugerne også har fået øje på. I foråret 2011 fik tænketanken CEVEA fx lavet en undersøgelse af danskernes syn på konfliktstof. Undersøgelsen viste, at 91,5 % af danskerne mente, at mediernes jagt på konflikt fjerner fokus fra indholdet i den politiske debat.

Verdens bedste nyheder

Mediernes fokus på konfliktstof kan være en udfordring, hvis man vil kommunikere positive budskaber ud. Derfor har bl.a. FN, Danida og en række danske NGO'er lavet det, de kalder for "Verdens bedste nyheder". Det har de gjort for at understrege, at der også er mange andre gode nyheder fra udviklingslandene end de negative nyheder, som medierne oftest fortæller.

Af Lasse Telling Madsen
Opdateret 11. januar 2012

 
Aktiviteter   Læs mere   Litteraturliste   Oplevelser

Quiz om konfliktstof i medierne

Hvordan serveres konflikterne på tv?

Se et afsnit af DR-programmet Kontant og undersøg, hvordan konflikten bliver opbygget og præsenteret.

Den konservative politiker Henriette Kjær trak sig i januar 2011 fra dansk politik efter en række avisartikler om uorden i hendes og hendes samlevers [...]

© Jens Nørgaard Larsen, 2011. Scanpix.

Fakta

En konflikthistorie skal indeholde:

  • En konflikt eller interessemodsætning
  • Minimum to parter
  • Mulighed for identifikation med en part
  • Mulighed for at vælge side