Under det danske formandskab skal EU-landene forhandle om EU’s ramme­budget for årene 2014-2020. Rammen er et øvre loft for, hvor stort et budget EU har og en prioritering af, hvordan pengene skal bruges. Den flerårige finansielle ramme er ikke EU’s endelige budget for de syv år. Ram­men er derimod et maksimumbudget, der skal sikre, at EU’s udgifter er forudsi­gelige og ikke overskrider de nedskrevne rammer i perioden.

Det danske mål er, at der med udgangen af 2012 kan vedtages et bud­get, der understøtter EU’s 2020-strategi. EU’s 2020-strategi indeholder de økonomiske målsætninger, der bl.a. skal sikre, at EU har en bæredygtig økonomisk vækst frem til 2020. Strategien leder frem mod, at:

• Indfri EU’s 20-20-20-mål.
• 3 % af EU’s samlede BNP skal inve­steres i forskning og udvikling.
• Andelen af unge, der forlader folkeskolen uden at få en uddannelse, skal reduce­res til mindre end 10 % og mindst 40 % af en ungdomsgeneration skal gen­nemføre en videregående uddannelse.
• 75 % af EU’s befolkning i aldersgrup­pen 20-64 år skal have et job.
• 20 mio. europæere skal hjælpes ud af fattigdom.

I alt har den nuværende finansielle ramme et budget på 7.025 mia. kr. Selvom det lyder af meget, udgør det kun ca. 1 % af EU-lande­nes samlede økonomi. Kommissionens forslag går på, at EU skal bruge ca. 8.000 mia. kr. i perioden 2014-2020. Heraf skal ca. 3.700 mia. kr. (46 %) bruges på forskning og uddannelse samt investeringer i regional udvikling og transport. Omkring 2.900 mia. kr. (36 %) skal bruges på landbrug og udvikling af EU’s landdistrikter. 7 % af EU’s samlede budget går til administration.

Kommissionens udspil forhandles på plads i et samspil mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og medlemslandene. Typisk indtager Europa-Parlamentet en progressiv rolle i forhandlingerne og vil ofte komme med forslag til forøgel­ser af den finansielle ramme. Medlemslan­dene indtager typisk en mere konservativ position og forholder sig mere skeptisk til øgede EU-budgetter, fordi det jo er landene, der skal betale. Samtidig er der internt mel­lem medlemslandene uenighed om, hvor stor den finansielle ramme skal være, og hvordan den skal sammensættes.