Den danske regering har EU-formandskabet første halvår af 2012. Den mulighed vil regeringen bl.a. benytte til at sætte fornyet fokus på klimaet.
Danmark vil sætte grøn energi og klima på EU’s dagsorden
Den danske regering ønsker, at EU øger ambitionerne i forhold til grøn energipolitik og beskyttelse af klimaet, så EU kan arbejde hen imod at blive en bæredygtig og grøn økonomi baseret på vedvarende energikilder. Det betyder, at EU-landenes energiforsyning i højere grad skal komme fra vind, sol eller vand og i mindre grad fra fossile brændstoffer som kul, gas og olie.
EU’s klimapolitik
De 27 lande i EU har som mål at reducere udledningen af drivhusgasser med 80-95 % i 2050 som led i en samlet indsats for de industrialiserede lande. Men allerede i 2020 har EU-landene forpligtet sig til de såkaldte 20-20-20-mål, som indebærer, at:
- Udledningen af drivhusgasser reduceres med 20 % i forhold til 1990.
- Energiforbruget effektiviseres med 20 %.
- 20 % af EU’s energiforbrug leveres fra vedvarende energikilder.
Hvis EU skal leve op til målene, vil det være nødvendigt at udbygge anlæg til vind- og solenergi samt at fortsætte forskning i nye energiteknologier. Kommissionen har beregnet, at EU-landene kan spare op til 320 mia. euro årligt i udgifter til import af fossile brændstoffer, hvis det lykkes at nå EU’s overordnede klimamål i 2050. Det svarer til ca. 112 Storebæltsbroer. Ud over at sikre miljø og natur er der altså store økonomiske gevinster ved at satse på mere vedvarende energi.
EU’s redskaber
For at nå klimamålene benytter EU sig overordnet af tre værktøjer:
- Regulering og lovgivning:
EU kan med udgangspunkt i EU’s klimamålsætninger vedtage direktiver og forordninger, der sikrer, at medlemslandene når de fastlagte målsætninger. Eksempelvis har EU indført et kvotesystem for handel med CO2, der sætter et samlet loft for CO2-udledninger og i praksis belønner virksomheder, der sænker deres CO2-udledning. EU har også vedtaget regulering, der udfaser forældet teknologi og stiller krav om højere energieffektivitet.
- Handlingsplaner:
Medlemslandene skal lave nationale energihandlingsplaner, som skal dokumentere, at målet, der er fastsat i direktivet om vedvarende energi for hver enkelt medlemsstat, vil blive opfyldt.
- Forskning, udvikling og demonstration af ny teknologi:
EU støtter forsknings- og udviklingsprojekter på klima- og energiområdet og samarbejder med en række europæiske universiteter og virksomheder, om at udvikle nye energieffektive teknologier eller nye teknologier til vedvarende energi.
Af EU-formandskabet/Udenrigsministeriet
Opdateret 14. marts 2012
|
Quiz
Grønne byer og bygninger
Lav en Prezi-præsentation til klimaministeren om visionerne for fremtiden grønne byer.
Denne side kan kun ses af abonnenter
Log på med
Medielinks
Fakta
EU’s 20-20-20-mål indebærer, at:
- Udledningen af drivhusgasser reduceres med 20 % i forhold til 1990.
- Energiforbruget effektiviseres med 20 %.
- 20 % af EU’s energiforbrug leveres fra vedvarende energikilder.
Målene skal nås inden 2020.
Vidste du, at ...
Kommissionen forventer, at der kan skabes 1,5 mio. grønne arbejdspladser inden 2020, hvis udledningen af drivhusgasser skal sænkes med 25 %?


