Krige og konflikter
Tema
Til trods for at medierne skriver meget om den såkaldte ”bandekrig” mellem forskellige kriminelle grupper, så er Danmark heldigvis et meget fredeligt land. Danskerne har nemlig ikke oplevet krigshandlinger på dansk grund siden 2. Verdenskrig. Alligevel har forskellige krige og konflikter fyldt meget i den danske offentlighed i det sidste årti. Det hænger ikke mindst sammen med, at et enstemmigt Folketing i januar 2002 besluttede sig for at sende danske soldater til Afghanistan for at støtte USA i kampen mod terror.
Det er ikke kun i Afghanistan, at danske soldater har været i aktion. Siden den kolde krigs afslutning har Danmark været meget aktiv på den internationale scene og har bidraget med soldater til mange af FN’s fredsbevarende operationer rundt om i verdens brændpunkter. Når FN sender fredsbevarende styrker til et konfliktområde, er formålet at skabe fred og sikkerhed for den civilbefolkning, som er fanget midt i konflikten. Men nogle gange tøver det internationale samfund med at gribe ind, fordi stormagterne ikke kan blive enige i FN. Så kan konflikten pludselig udvikle sig til en etnisk udrensning, som man eksempelvis så det i Eksjugoslavien.
Arbejdsspørgsmål
- Hvad er en væbnet konflikt?
- Hvorfor gik USA og en række andre lande militært ind i Irak?
- Hvad er baggrunden for krigen i Afghanistan?
- Hvordan har det internationale samfund valgt at bekæmpe terror?
- Hvad er kernen i Israel-Palæstina konflikten?
- Hvad var årsagerne til, at der udbrød borgerkrig i Jugoslavien?
- Hvad er et folkedrab?
- Hvad er en etnisk udrensning?
- Hvad kan udløse et folkedrab?
- Hvad kan det internationale samfund gøre for at forhindre folkedrab og andre forbrydelser mod menneskeheden?
- Hvilke regler er der for magtanvendelse i det internationale samfund?
- Hvilken rolle spiller kultur og kulturforskelle i internationale konflikter?
Af Anders Hyldig
Opdateret 19. maj 2011
© R LeMoyne, 1999. UN Photo.
